torsdag den 18. september 2014

Fantastisk september


September har da været helt fantastisk. Sol, sol og sol. Et par heftige byger har vi da fået, men her har vi ingen problemer med at få vandet væk. Det har ikke generet efterårsarbejdet og såningen er overstået. Nu er der "kun" nogle dages stensamling i markerne tilbage og jeg skal love for at vi er "stenrige" :-) I forbindelse med en større jordudbytning, har vi fået et nyt jordstykke og her har man ikke været flittig med at samle sten i en årrække:-( 
Nok om landbruget her. Min ferie er afviklet og der blev også plads til at vi kunne tage os nogle ture. Vi tog bl.a. til Vejlefjord på wellness. Det skal vi helt bestemt igen. Vi slapper af når vi er der og vi skal helt bestemt der op igen. 
søndag går turen til Brandestrik :-) sammen med Birte. Så skal vi hygge os, gramse garn, lade os inspirere og måske ;-) købe en "lillebitte" smule med hjem. 
Jeg strikker poncho, men valgte lige at trævle lidt op igen, da jeg ikke synes kanten var god. Et par sokker til en sød pige måtte lige på pinden også;-) Så er det godt at man kan det med 2 på én pind. 
For at "presse" det sidste ud af sommeren, købte vi en frugtpresser og en kværn. I dag skulle det så stå sin prøve og æbler blev samlet, vasket og soigneret. Gemalen fik så lov til det tunge arbejde, med at kværne og presse. Nøj, det blev godt. Prisen på de 3,5 liter saft vi fik, skal vi ikke snakke om. Der skal vist presses en del før det er tjent hjem. Men vi får brugt vores æbler og så kan det ikke sammenlignes med det man køber. 

mandag den 1. september 2014

Mon der kommer sol i næste uge?

Det ville da være dejligt, for at holde såkaldt "sommerferie" og det så regner det meste af tiden.......nå ja, vi har haft en skøn sommer, ingen klage over den. 
Det har været skønt med strikketid. Så høstjakken blev færdig og den er bare så dejlig at ha på. 
Så nu er jeg i gang med min poncho igen. Den måtte jo pænt hvile mens høstjakken lige skulle strikkes. Landmanden fandt heldigvis tid til at slappe af sammen med mig, så vi har kørt nogle ture og vi har været på wellness ophold på Hotel Vejlefjord. Det er bare SÅ godt og vi har nydt det hver gang vi har været der. 
En hyggedag med Birte, med masser af strik og snak :-) nød jeg virkelig. Rokken blev ellers medbragt, men vi havde så meget i gang med strik, så den måtte pænt blive i bilen. Så er der jo bare en ny anledning til at mødes:-)
I dag kørte vi en tur til Jagt & Naturmesse på Gram slot. Dét er så mandens interesse der plejes her. Han har dog kun lige erhvervet jagttegn, så alt er på startniveau. Det bedste jeg mødte var en ostemand fra Elmegården, som solgte lækker ost. Ellers sagde det mig ikke meget. Det lignede lidt en pengemaskine, for det var bestemt ikke billigt at komme ind, 75kr pr næse og ingenting er gratis på Gram slot! Så aftalen er at en anden gang må jeg slippe. Jeg tager jo heller ikke ham med til f.eks. Kreative dage i Fredericia, vel;-) 
I går var vi et smut på Universe, som jo ikke ligger ret langt fra os. Der var rumraket-dag. http://universe.dk/oplevelse/events/rumraket-dag/
Virkelig spændene. Vi hørte en af raketbyggerne fortælle om raketter og man kunne prøve at sidde i en rumkapsel. Der var godt nok ikke meget plads. Der var som sædvanlig en overflod af smukke blomster i parken, hvilket vi også nyder. Og vi måtte da lige ha en is, i dagens anledning;-) Jeg skal love for at der var is for alle pengene. Det var skønt at se rigtig mange børn gå stolte rundt med deres flotte hjemmebyggede raketter, som de havde lavet i raket-workshoppen. 

lørdag den 16. august 2014

Hovsa.....

Lige pludselig var vi færdige med at høste....en skøn fornemmelse, især når man kunne se at andre stadig måtte arbejde flittigt i marken. Nu kan jeg holde ferie helt uden at skulle stå stand by for landmanden, i tilfælde af høstarbejde. Det har jeg ikke prøvet de sidste 20 år. Så jeg glæder mig da til at jeg kan slappe af, strikke, spinde, hygge mig med kreative mennesker, få malet soklen, døren, vinduerne, tage på familiebesøg og holde nogle dage fri sammen med landmanden. Han har jo nok ikke helt fri. Nu er der jo andet markarbejde i form af efterafgrøder og raps der skal sås i første omgang. 
Selvom jeg både skulle passe mit alm job og så arbejde i marken til klokken meget sent her i høsten, så glædes jeg over et syn som dette. Der er noget helt specielt ved at være med i høsten og være i marken. Vi har så mange smukke steder med udsigt til vand og skov. Men nu er jeg klar til at slappe af og der er gang i høstjakken. Ærme 1 er halvvejs og det er hurtigt strikket. 
Jeg ved godt at andre strikker den i løbet af nul komma nix....men jeg er ikke turbostrikker og mine fingre er ikke altid lige samarbejdsvillige med pind nr 6. Så det er ikke strik i mange timer af gangen jeg praktiserer. Der må pauser til. Men jeg elsker at se det vokse og denne her især, for den bliver så god. 

tirsdag den 29. juli 2014

Studenter, ferie.......arbejde

Dejlige, feststemte unge mennesker fyldte den sidste uge i juni. Først yngstes kæreste huen på, dagen efter hende selv, så besøg af alle de glade nybagte studenter der gerne ville slutte dagen her efter at have kørt studenterkørsel i 12 timer, dimission fredag og studentergilde lørdag. Her ville jeg så indsætte den svedende smiley :-) Vi nåede at pakke vores kufferter og lidt fornødenheder til om søndagen hvor vi lod de unge om oprydning og tog på ferie til Bornholm. Dét gjorde godt!
Skønt at geare fuldstændig ned og lave det vi lige gad. Vi kørte ture ud på Bornholm og så det skønneste steder. Vi besluttede at ville finde steder vi ikke havde set for 8 år siden. Det lykkedes ganske let, for Bornholm er så rig på smukke smukke steder som ikke er overrendte af turister. Vi gik f.eks. en tur langs Kobbeå. Et helt specielt miljø at gå nede i sprækkedalen. Randers regnskov er også spændende, men dette er live. Vi måtte selvfølgelig også omkring Hammershus, helligdomsklipperne, Øster Marie kirke, Østerlars kirke, NaturBornholm og vi var nede ved Boderne, et lille sted, med masser af charme nær Sosebugten. En rigtig skøn tur og vi er ikke færdig med øen. Der er mere vi skal se;-)
Hjemkommet fra Bornholm, startede hverdagen igen, dagen efter. Lidt hårdt, men sådan måtte det være denne gang. Jeg havde jo, for en sikkerheds skyld taget garn med, så jeg ikke skulle mangle når vi var på ferie. :-)
Ponchoen fik en god omgang på vej over, men "tilfældigvis" lå opskriften på Høstjakken på min IPad og garnmængden passede lige til( også HELT tilfældigt;-))


så hvad andet var der at gøre end at få slået op. Jeg måtte dog lave adskillige strikkeprøver på raglanudtagningen. Den var rigtigt nok lavet, men så ikke pæn ud hos mig. Så jeg lavede min egen version. Lænkeudtagninger og nu er jeg godt tilfreds. Heldigvis sad min kyndige strikkevejleder, Birte jo parat til at rådgive. Det kan godt være den hedder Høstjakke, men det er vist ikke fordi den skal strikkes i høsten:-) Vi har høstet den sidste uges tid og mangler kun få hektar. Det er faktisk 2-3 uger før end vi plejer at høste. Så jeg har nogle dage arbejdet dobbelt. Først mit eget 6.30-16.15 og så fortsætte på traktoren. Godt det ikke er hver dag det er sådan, men bare en kort periode.
Så strikket blev der ikke ret meget de dage hvor der blev høstet;-)
Nu fik regnen sat en stopper for høsten, men så er der jo andet markarbejde der skal gøres i stedet for.  Vi fik lige 20 mm på 15 minutter. Så er alt skyllet rent:-) 


onsdag den 25. juni 2014

Mange begivenheder

Juni har været en skøn måned med mange solskinstimer og dejlige oplevelser. 
En dejlig pinse tilbragt på Sjælland i gode venners selskab og fejring af en 75 årig. Sågar selveste "dronningen" kom forbi og holdt en tale for fødselaren. Virkelig godt :-) 
Vi overnattende på Roskilde B&B ved Gadstrup. Et fantastisk sted, med en gør-det-selv kvinde Pernille ved roret. Det er anden gang vi benytter os af stedet og kan varmt anbefale det. 
Weekenden efter var der Nordals festival med masser af dejlig musik, fed stemning, skønne mennesker og ikke mindst dejligt vejr:-) Vi hørte bl.a. Carport North, Peter og de andre kopier, Thomas Helmig og Rasmus Seebach.
Samme weekend var der WWKIP på Sønderborg slot. Dét måtte jeg ikke gå glip af så jeg sad sammen med 22 andre strikkeglade kvinder i slotsgården i solskin og strikkede. Dejligt at møde nye mennesker med samme interesse. Vi fik et lille foredrag om strik gennem tiden af Bodil Moestrup og hendes datter. Bodil havde lavet en lille udstilling af strikkeredskaber, tilbehør og meget fine strikkeprøver som kunne besigtiges. Meget flot og beundringsværdigt arbejde har de lavet dengang også. Passende var det så lige at der var en god og uddybende artikel i Gavstrikbladet efterfølgende. 
Dette er kun lidt af månedens begivenheder. Så der må skrives et indlæg mere:-)



torsdag den 5. juni 2014

Spændene juni

Juni er skudt i gang. Måneden byder på mange dejlige ting. Fejring af en 75 årig, WWKIP dag med strik på Sønderborg slot, Nordals festival og ikke mindst yngste som gerne skulle blive student og ældste der skal til teoriprøve inden længe. Så der er både store og lidt mindre eksaminer der skal klares. Studenten skal også fejres, så der planlægges gilde. En af de lidt mere simple ting er dog at hylden blomstrer og jeg nåede lige at plukke til 1.portion saft, inden de melder regn i nat. 
Det er en skøn sommerdrik, hyldeblomstsaften. Forhåbentlig når jeg da at lave mere end den ene portion. På strikkefronten, skrider min poncho stille og roligt fremad. Jeg er halvvejs lige om et par pinde og så er det som om at det går meget nemmere til sidst. 
Vi har haft nogle skønne aftner hvor vi har kunnet sidde ude rimeligt længe. Så er der da lige strikket et par pinde, til masser af fuglekvidder og nysgerrige høns der "ordner have" for mig. Der er masser af nye strikkeprojekter jeg gerne ville sætte i gang, men jeg prøver at være standhaftig og strikker ponchoen færdig først. (Læs:hvis der dukker et meget "presserende" projekt op, så kan jeg jo ikke bare lade det ligge;-))